Brug af Cookies
Denne hjemmeside anvender cookies til statistik og indstillinger. Ved at bruge hjemmesiden accepterer du dette. Klik og læs mere.
OK

Historien bag Mamita

Når gravide kvinder ruller ind på fødegangen på Aarhus Universitetshospital Skejby, er taskerne pakket med alt godt fra skabet – kærestens gamle skjorte, slidt yogatøj og nyindkøbt nattøj fra H&M. Fælles for kvinderne er, at de skal medbringe deres eget tøj at føde i. På landets øvrige hospitaler bliver de gravide kvinder iført patientskjorter og onesize trusser ved indlæggelsen og må finde sig i at vise bagdelen frem til personalet på hospitalet, når de færdes på gangene.

Isabella og jeg har begge født vores første barn på Aarhus Universitetshospital Skejby i 2014, og vi fik begge pakket tasken med tøj, som i mangel af bedre skulle gøre det ud for vores fødeuniform. I min taske lå en pyjamas, og Isabella havde pakket en gammel morgenkåbe. I ugerne op til min fødsel var mit tastatur rødglødende efter alle de søgninger, jeg havde lavet på nettet i min jagt efter velegnet tøj til fødslen. Google viste sig at være en noget skuffende makker, indtil jeg tilfældigt snublede over en amerikansk hjemmeside, der solgte delivery gowns. Et for mig ukendt koncept, men som havde været en ven i nøden, hvis der ikke havde været tre ugers leveringstid på produktet.

Da vi havde født, kunne vi ikke slippe tanken om disse delivery gowns fra USA. Når kvinderne på et af landets største hospitaler selv skal medbringe tøj at føde i, hvorfor er det så ikke muligt at købe tøj, der egner sig til formålet? Vi lurede lidt på markedet i USA og blev fascineret af, at kvinder i en årrække har født i deciderede fødekjoler. Selvom det er kutyme i USA, at gravide kvinder får udleveret hospitalstøj, når de bliver indlagt, vælger flere og flere amerikanske kvinder at sætte deres eget præg på fødslen ved at medbringe en fødekjole. Argumentet er ofte, at hospitalstøjet – ligesom i Danmark – er forvasket og uformeligt. Vi snakkede med flere af vores veninder, som også har født på Aarhus Universitetshospital Skejby og fandt ud af, at mange af dem havde følt sig pressede over, at de selv skulle medbringe tøj at føde i. Isabella og jeg følte os overbevist om, at vi havde opdaget et hul i markedet, og vi valgte derfor at oprette Mamita Fødselskjoler ApS.

I samarbejde med en designer udviklede vi det tøj, der kan købes på hjemmesiden. Stil og udtryk er målrettet de danske kvinder, og tøjet kan bruges både før, under og efter fødslen som ventetøj, fødetøj og ammetøj. På den måde er kjolerne ikke kun anvendelige i forbindelse med fødslen, men også i tiden før og efter, hvor hverken ventetøjet eller ens almindelige tøj passer længere. I designprocessen har vi især haft fokus på komfort og funktionalitet: Tøjet skal være behageligt at have på, det skal være rummeligt og strækbart, og det skal være let for jordemoderen at udføre sine undersøgelser. Samtidig er det altafgørende, at der er mulighed for amning og hud-til-hud-kontakt med barnet.

Hvis du er en af de kvinder, der selv skal medbringe tøj til din fødsel, bliver vi glade, hvis det kan lette dig for en masse frustrationer at pakke tasken med en af vores kjoler. Og skal du føde på et hospital, hvor du får udleveret tøj, håber vi, at vores fødetøj er et oplagt alternativ til hospitalernes oversize skjorter og store mormortrusser. Med en fødekjole i tasken får du mulighed for i større grad at sætte dit præg på fødslen og gøre den mere personlig.

Kærlig hilsen

Isabella og Stine